Idegrundlaget
for Langelands Naturbørnehave er at tilbyde et virkelig solidt, men alligevel
prisbevidst alternativ til øens andre daginstitutioner – kommunale såvel som
private. Langelands Naturbørnehave er et alternativ, hvor pædagogisk idræt,
leg, bevægelse, udeliv og naturoplevelser indgår som en naturlig og fast
integreret del af hverdagen og i børnenes lærings- og dannelsesproces.
Med
dette i fokus, mener vi, at vi giver børnene gode vilkår for en sund udvikling
både motorisk, emotionelt, sprogligt og socialt.
At
være en idræts- og naturinstitution betyder, at vi tilbyder et særligt miljø,
der opfordrer til bevægelse, og børnene skal dagligt være i bevægelse. Vi
antager en krops-fænomenologisk tilgang til læring, hvilket betyder, at vi har
den overbevisning, at vi som mennesker også lærer gennem kroppen og med
kroppen.
Vi
ønsker at være et attraktivt pædagogisk tilbud, som forældre og medarbejdere
søger. Vi vil have et nærværende og engageret personale, der har god kontakt
til børnene og gennem en anerkendende tilgang sørger for, at børnene udvikles
positivt gennem relationer og erhverver et solidt kendskab til sig selv og
omverdenen. Vi vil være en institution, hvor troværdighed, respekt, engagement
og fællesskab er væsentlige værdier og sammen vil vi skabe en god hverdag for
børnene og bidrage til et godt og sundt børneliv. Vores opgave er at skabe et
godt fundament for børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Vi
har taget et bevidst valg i forhold til måden, vi organiserer os på. Børnene er
ikke konstant inddelt i faste grupper, men der organiseres grupper med fokus på
det enkelte barn og gruppen af børn som helhed. Det giver mening i forhold til
dagens pædagogiske indhold, og vi sørger for at udnytte ressourcer og
kompetencer i personalegruppen bedst muligt. Alle voksne tager derfor hånd om
alle børn.
Strukturformen
giver os mulighed for at inddele børnene i forskellige aktivitetsgrupper og
projekter, så vi kan tage højde for skiftende behov blandt børnene. Det hele
skabes ud fra en planlagt hverdag, hvor de voksne ved, hvilke opgaver de har,
og hvilken gruppe af børn, de er sammen med.
Vi
har bevidst valgt ikke at have en overflod af legetøj og legeredskaber, da vi
mener, at samvær, aktiviteter og leg skal være i fokus. Vores filosofi er, at
jo mindre legetøj, der er i institutionen, jo bedre bliver både børn og voksne
til at udtænke initiativer og bruge deres fantasi.
Langelands
Naturbørnehave er HELT uafhængig og derfor er vi heller ikke tilknyttet normer
for formelt samarbejde med specifikke skoler eller menneskesyn. Vi arbejder
gerne sammen med alle og arbejder med vores egne filosofier, som bakkes op af
videnskaben.
Vi
sætter målet ultrahøjt, for vi vil gerne skabe verdens bedste børnehave!
Og
vi mener det alvorligt!